Fra 20. februar kan danske seere endelig følge Janni Ree og Linse Kessler i seks episoder på Prime Video, der har døbt serien ‘Divaer – Stærkere Sammen’. Programmet beskrives som et realityprogram, men det minder mere om en tv-føljeton i stil med ‘Familien på Bryggen’, hvor publikum får et sjældent indblik i de to divaers liv og venskab. Serien følger dem gennem både glamourøse øjeblikke og personlige vendepunkter, og viser et venskab præget af humor, hudløs ærlighed, sårbarhed og dyb loyalitet.
I årevis har Janni og Linse været set sammen til røde løbere, events og shows, men de har holdt detaljerne om deres samarbejde tæt til kroppen. Nu løfter Prime Video sløret for, hvad de har arbejdet på, og seerne inviteres med på første parket til alt fra retssager og Reality Awards til kirurgiske rejser i Litauen. Det inkluderer blandt andet Jannis fødselsdag, premiere på 90’er-musical med efterfest i Fredericia og meget mere.
Tv-holdet fulgte de to kvinder tæt i Litauen, hvor de besøgte en kirurgisk klinik tilknyttet Michael Dalgaards virksomhed Luxuskirurgi, der har base i landet. Janni kender Dalgaard fra forlaget Buster Nordic, hvor han tidligere har siddet i bestyrelsen og hjulpet hende ud af en bogkontrakt. Seerne kan forvente en unik kombination af personlige fortællinger, kirurgiske indgreb, forholdsdynamik og åbenhjertige samtaler om sexpræferencer.
Serien markerer også et vendepunkt i begge kvinders liv. Janni søger mere selvstændighed efter mange års ægteskab, mens Linse kaster sig ud i datinglivet og oplever, at en mand pludselig afslører sig som hendes biologiske far. I disse øjeblikke træder deres stærke og ærlige venskab for alvor frem, og man ser, hvordan de støtter og udfordrer hinanden gennem livets op- og nedture.
‘Divaer – Stærkere Sammen’ består af seks episoder: De første to kan ses fra 20. februar 2026, yderligere to ugen efter, og de sidste to følger fra 6. marts 2026. Parallelt optager Janni Ree også en anden tv-dokumentar, som snart vil blive vist på en af de store danske tv-stationer. Tidligere har hun bekræftet, at optagelserne ikke blot er en prøvefilm, men reelt er tiltænkt tv-seere.