Det er en tid præget af dyb sorg og svære følelser, som den kendte tv-vært nu må igennem. Livet har taget en uventet og smertefuld drejning, efter at hun har mistet sin far, Jochen Grünewald. Nyheden om dødsfaldet ramte offentligheden, efter at hun selv valgte at dele de tragiske omstændigheder i et stærkt og rørende opslag på det sociale medie Instagram, hvor hun åbner op for den allersidste tid, de fik sammen.
Selve afskeden fandt sted tirsdag aften, hvor hun var til stede og fik sagt de sidste ord til den mand, der har spillet en så central rolle i hendes liv. Det var under den smukke solnedgang, at han stille og roligt sov ind. Ugen op til denne stund beskriver hun som en voldsom rutsjebane af følelser, der vendte op og ned på alting. De havde oprindeligt forestillet sig noget helt andet, da de troede, at de skulle følges samlet ud fra hospitalet efter en overstået operation. I stedet endte det med en uundgåelig og smerteligt smuk samling, hvor familien måtte forene sig i en fælles afsked.
Til det personlige opslag har hun delt en række nærværende billeder, herunder gamle børnebilleder, som viser dem sammen gennem årene. Blandt minderne fremhæver hun det helt særlige og eksklusive bånd, der var mellem hendes far og sønnen Luis. Det kom til udtryk på en yderst rørende og elskelig måde under drengens farvel. Inden det uundgåelige skete, nåede hun også at dele en ganske særlig stund med ham over en middag i sin egen lejlighed – en oplevelse, hun næppe nogensinde vil glemme, og som måske endda var den eneste rigtige middag, de to nogensinde har delt sammen i hendes voksenliv. I det øjeblik fik hun lov til at mærke hans dybe taknemmelighed og store mildhed.
Gennem ordene sætter hun desuden ord på en livslang længsel, som hun tidligere har talt åbent om i medierne. Hun indrømmer ærligt, at hun altid har higet efter netop sin fars anerkendelse, hvilket på en sær måde kom til udtryk selv på vej til det skæbnesvangre møde. Da de ankom til Tordenskjoldsgade, opdagede hun sig selv i færd med ihærdigt at lede efter en besværlig og snæver parkeringsplads, udelukkende for at vise ham, hvor dygtig hun var til at parallelparkere. Den lille pige, der bor indeni hende, kan nu endelig finde en form for indre ro, og den konstante søgen efter bekræftelse har fået sin fred.
Når hun ser tilbage på de sidste timer, svømmer hun over med taknemmelighed over, at hun rent faktisk stod lige ved hans side, da det gjaldt allermest. Selv da kroppen til sidst sagde fra, beviste han en enorm indre styrke ved at vise, hvor stærkt et hjerte han havde. Den livskraft og vedholdenhed vil fremover bo i både hende, hendes lillebror og hendes storesøster for evigt. Da han drog herfar, lå hans hånd trygt i hendes, og hun vidste med hele sit væsen, at hun befandt sig på præcis det rigtige sted i verden. De sidste ord, hun sendte af sted til ham, var en simpel og dybtfølt tak for alt.
