Da Rosemarie T. adopterede Daisy, en pitbull-blanding fra New Yorks dyreplejecentre, havde hun aldrig forestillet sig, hvor dybtgående hundens liv – og hendes eget – ville ændre sig.
I starten virkede Daisy til at falde fint til. Hun virkede lykkelig i sin lejlighed i New York. Men blot få uger senere kom Rosemarie hjem til et hjerteskærende syn: Daisy rystede på gulvet af frygt.
Det blev tydeligt, at noget havde skræmt Daisy dybt. Et besøg hos dyrlægen bekræftede, at hun led af separationsangst. Selvom medicin hjalp med at berolige hende midlertidigt, løste det ikke hendes dybe følelse af ensomhed.
“Hun begyndte at frygte at blive efterladt alene,” fortalte Rosemarie til People . “Hun prøvede at blokere døren efter vores morgenture, som om hun var bange for, at jeg ikke ville komme tilbage.”
Rosemarie ønskede en bedre løsning for sin elskede ledsager og vendte sig derfor mod noget velkendt – at opfostre killinger. Som mangeårig ASPCA-frivillig vidste hun, at Daisy tidligere havde vist en særlig hengivenhed for de unge dyr.
“Hun elskede altid at være mor for dem,” huskede Rosemarie.
Så da muligheden opstod for at være plejefamilie for to bittesmå en måned gamle killinger ved navn Hummus og Honey, tøvede hun ikke. Efter at have holdt killingerne et separat sted for at hjælpe dem med at tilpasse sig, introducerede Rosemarie dem gradvist for Daisy.
Båndet var øjeblikkeligt og hjertesmeltende.
“Inden for bare to dage begyndte killingerne at nusse med Daisy, lod hende pleje dem og klatrede endda over hende,” sagde Rosemarie.
Da Rosemarie så det blomstrende forhold, tog hun en livsændrende beslutning – hun adopterede officielt killingerne og omdøbte dem til Tulip og Sparkle.
“Jeg adopterede dem, fordi den måde, de fik kontakt med Daisy på, var simpelthen magisk,” forklarede hun.
Siden da er Daisys angst dramatisk forbedret. Med sine kattesøskende ved sin side går hun ikke længere i panik, når Rosemarie tager afsted.
Især Tulip synes at fornemme Daisys uro. “Inden jeg forlader lejligheden, lægger Tulip sig ned på Daisys seng – og Daisy slutter sig til hende,” sagde Rosemarie. “Det er som om Tulip ved præcis, hvad hun har brug for.”
Det, der startede som en trist historie om frygt og isolation, har udviklet sig til en historie om trøst, kærlighed og helbredelse. Takket være to små killinger lever Daisy nu hver dag med glæde – og med sin pelsede familie ved sin side.
